ramund hin unge

ramund var sig en bedre mand, om han havde bedre klaeder, dronningen gav hannem klaeder pa stand, af blagarn, bast og laeder, "sadant vil jeg ikke ha," sagde ramund, "sadant star mig ikke bra," sagde ramund hin unge, ramund gik sig ved salten sostrand, der sa han syv jaetter stande, "tager jeg ramund pa min mindste hand, og kaster ham langt fra lande", "det gor ikke ene du," sagde ramund, "i ma komme alle syv," sagde ramund hin unge, ramund tog til sit dyre svaerd, det han kaldte dymlingen rode, hug han de jaetter syv med en faerd, at blodet randt dennem til dode, "der ligger alle syv," sagde ramund, "alt star jeg her endnu," sagde ramund hin unge, kejseren ud af vinduet sa, med angst og sorrigfuld mine, "hvo er den mand, i garden mon sta, og der sa haesselig grine?, "det er mig, jeg har lyst," sagde ramund, "med dig at vov' en dyst," sagde ramund hin unge, ramund tog til sin store kniv, den han kaldte dymlingen dyre, skilte han kejseren ved hans liv, at hovedet floj femten mile, "jeg mente den ej bed," sagde ramund, "dog rinder blodet ned," sagde ramund hin unge